Søerne og det grønne Viborg

Nørresø og Søndersø er de to søer, der rammer Viborgs gamle bykerne ind. Nørresø dækker 124 hektar og er 2,3 km lang og op til 0,7 km bred; Søndersø er endnu større med 151 hektar, 2,2 km lang og op til 0,9 km bred. De to søer hænger sammen: Søndersø får vand fra Nørresø via en underføring ved Hans Tausens Allé og har afløb via Mølleå videre til Nørreå. Sammenhængen er ikke kun naturlig, men også historisk formet — i tidlig middelalder var de to søer adskilt af en sandbanke, som blev oversvømmet, da Erik Menved byggede en borg på Borgvold i 1313 og hævede vandstanden med omkring to meter. Ved Søndersøs afløb ligger den gamle dæmning og den tidligere Søndermølle, der i dag fungerer som kulturcenter. Byen voksede frem på den smalle højderyg mellem søerne, og det er stadig den geografi, der præger centrum: fra store dele af den indre by er der kort til bredden. For den besøgende betyder det, at en tur langs vandet aldrig er langt væk fra den gamle bykerne — domkirken, Sct. Mogens Gade og torvene ligger få minutters gang fra søbredden. Det er den nære sammenhæng mellem by og vand, der gør søerne til mere end natur i udkanten; de er en del af selve byrummet.

Overgangen mellem by og sø er tydeligst ved Borgvold, det grønne område ned mod vandet, hvor byens liv og naturen mødes — og stedet bærer en lang historie. Svend Grathe befæstede Viborg med volde og grave i 1151, og Borgvold nævnes første gang skriftligt i 1313, i Annales Ripensis, blandt de borge Erik Menved havde bygget i Jylland. Selve borgen fungerede ikke længe og blev muligvis revet ned allerede omkring 1320. I 1864 blev stedet forvandlet, da hofgartner T. Rothe anlagde byens park her i romantisk stil med musikpavillon, kanaler, broer og snoede stier, og i dag rummer Borgvold også en bibelhave med planter og symbolik fra Det Gamle og Nye Testamente. Fra Borgvold er der kort til den gamle bykerne omkring Sct. Mogens Gade — i middelalderen byens hovedgade, der stadig rummer bygningsrester fra middelalderen og flere gamle gårde. Går man den anden vej, mod handelslivet, når man Sct. Mathias Gade, byens længste gågade, der blev anlagt som gågade i 1973. Tilsammen betyder det, at en gåtur fra vandet ind gennem byen er en tur gennem flere lag på kort afstand — fra Borgvolds grønne skråninger og voldhistorie til middelaldergaden og gågaden — uden at man på noget tidspunkt er langt fra søerne.

Viborgs placering gjorde byen til et knudepunkt længe før landeveje og jernbaner. Her mødtes landevejene fra vest, nord og øst den sydgående hærvej — den gamle rute ned gennem Jylland, som historikeren Hugo Matthiessen gav navnet Hærvejen i sin bog fra 1930. Ruten har dybe rødder: i middelalderen blev den brugt af blandt andre pilgrimme, og fra 1400-tallet satte okseeksporten sit præg på vejene langs den jyske højderyg. I 1993 blev Hærvejen oprettet som en moderne vandre- og cykelrute, og dermed kan dele af den gamle strækning igen følges til fods eller på cykel. For den, der vil opleve Viborg-egnens natur ad en rute med historie, er Hærvejen det oplagte udgangspunkt: den forbinder byen med det åbne land og knytter an til netop den rolle som mødested, der gjorde Viborg til en af Jyllands vigtigste byer. Sammen med søerne og Borgvold tegner Hærvejen et billede af en by, hvor natur og historie ligger oven i hinanden. Vi beskriver her ruten, som kilderne dokumenterer den; konkrete etaper og afstande bør altid tjekkes hos den aktuelle ruteudbyder, før man går.