Kunst og kultur i Viborg

Byens registrerede museer dækker tilsammen et usædvanligt bredt udsnit af byens kultur- og håndværkshistorie. Skovgaard Museet ligger ved domkirken og er viet til Joakim Skovgaard og hans families kunst — en naturlig forlængelse af domkirkens egen udsmykning, som Skovgaard stod bag. Vingaards Officin, byens bogtrykmuseum, har rødder tilbage til 1981, da tre Viborg-borgere overtog udstyr fra det nedlagte trykkeri af samme navn og skabte et grafisk værksted. Navnet rækker meget længere tilbage: det henviser til bogtrykkeren Hans Vingaard, der trykte reformationsskrifter i Viborg helt tilbage i 1529. I dag er stedet både museum og arbejdende værksted, hvor man kan se — og selv deltage i — sætning, tryk og bogbinding efter de gamle teknikker. Viborg Kunsthal vender blikket mod det nutidige: den har vist skiftende udstillinger med danske og internationale kunstnere siden 1994 og har til huse i en historisk bygning fra 1734, der i 1800-tallet blev brugt til spritproduktion. Lidt uden for den gamle bykerne ligger Bruunshaab Gamle Papfabrik, der i dag er et arbejdende fabriksmuseum. Anlægget blev etableret som klædefabrik i 1821 ved en opstemning af Søndermølle Å, lagde om til papproduktion i 1916 og har siden 1987 vist produktionen på de gamle maskiner, hvoraf de ældste er fra 1906; fabriksanlægget blev fredet i 1999. De fire museer står hver på sit felt — kirkekunst, bogtryk, samtidskunst og industri — snarere end at overlappe, og tilsammen giver de et bredere kulturhistorisk billede, end en by af Viborgs størrelse normalt kan præstere.

Viborg Domkirke er byens mest markante kulturhistoriske bygning, og dens historie er usædvanligt dramatisk. Den oprindelige romanske domkirke blev opført fra biskop Eskilds tid — Eskild døde i 1134 — og byggeriet strakte sig over mere end et halvt århundrede. Fra den kirke er krypten bevaret: tolv ribbeløse krydshvælv af frådsten, båret af seks frisøjler. Det er domkirkens ældste bevarede del og en sjælden rest af den tidlige middelalderkirke. Siden blev kirken raseret af brande hele tre gange — i 1501, i 1567 og i 1726 — og storbranden i 1726 rasede i tre dage og lagde godt halvdelen af hele købstaden i aske. Den gamle domkirke blev til sidst revet ned fra 1863, og den nuværende kirke blev opført 1864-1876 ved arkitekterne N.S. Nebelong, Julius Tholle og H.B. Storck. Det er altså en forholdsvis ny bygning, der rummer en meget gammel kerne. Kirkens indre er udsmykket af Joakim Skovgaard, der fra 1897 til 1906 dekorerede hele rummet med fresker med gammeltestamentlige motiver, og som i 1912-13 fulgte op med en bemaling af det flade træloft over midtskibet med motiver fra Kristi barndom. Udsmykningen er grunden til, at domkirken og det tilstødende Skovgaard Museet bedst opleves i sammenhæng: museet fortæller om kunstneren, og kirken viser hovedværket. Sammen udgør de kernen i en kulturhistorisk gåtur i den gamle bykerne, hvor man på få minutter bevæger sig fra en bevaret middelalderkrypt til et af dansk kirkekunsts store udsmykningsværker.

For at forstå, hvorfor en by på Viborgs størrelse har så tung en kulturarv, må man se på byens rolle gennem middelalderen og frem. Fra tidlig middelalder havde landstinget for Nørrejylland sæde i Viborg, og her rådslog man om fællesanliggender, vedtog love og afsagde domme, der havde gyldighed i hele Jylland. Byen var dermed et af landets vigtigste magtcentre. Det kom tydeligst til udtryk ved kongehyldningerne: Valdemar og Knud lod sig begge hylde som konger på Viborg Ting i 1154, og traditionen fortsatte, så danske konger blev hyldet i Viborg ved deres indsættelse helt frem til 1655. Først med enevældens indførelse i 1660 ophørte skikken, da kongerne ikke længere skulle vælges på tinget. Dertil kom snapstinget — den årlige landstingssamling, hvor skøder samt pante- og gavebreve på al herregårdsjord i Jylland skulle tinglæses — som gjorde Viborg til et juridisk og økonomisk knudepunkt langt ud over byens egen størrelse. Den funktion bestod indtil begyndelsen af 1800-tallet. Byen var også knyttet til Hærvejen, den gamle nord-syd-rute gennem Jylland, hvis navn historikeren Hugo Matthiessen gav strækningen i sin bog fra 1930. Reformationen satte sig også konkrete spor her — det var i Viborg, Hans Vingaard trykte reformationsskrifter i 1529, og byens bogtrykmuseum bærer den historie videre i dag. Det er denne kombination — kirkelig, juridisk, handelsmæssig og boglig betydning gennem århundreder — der har efterladt Viborg med en kulturarv, man ellers skal til langt større byer for at finde.